Vikingeklubben Jomsborg
Vikingeklubben Jomsborg

Der er ikke ballade på Jomsborg!


Vi er kede af - og helt uforstående overfor - Lokalavisens artikel om Jomsborgs udvidelse. I Lokalavisen den 28. december 2022 udstiller avisen Vikingeklubben Jomsborg som et sted med ballade.
 
Det er ikke tilfældet. Og vi kan på ingen måde genkende det billede, som avisen tegner. Det er absolut vores indtryk, at et meget stort flertal af foreningens medlemmer glæder sig til udvidelsen, som giver Jomsborg mere plads, flere faciliteter og åbent hele året rundt.
 
Derfor er det særdeles uheldigt, at Lokalavisen gør brug af et menigt medlem, som leverer flere faktuelt ukorrekte oplysninger. Medlemmet hævder blandt andet, at beløbet til uforudsete udgifter er reduceret fra 10 til 7 procent. De korrekte tal er, at beløbet reduceres fra 15 til 10 procent, hvilket bestyrelsen gør ud fra erfaring med ombygningsprojektet, hvor der kun blev behov for 7 procent. Der er således stadig tale om en pæn portion forsigtighed, der udvises fra bestyrelsen.
 
Udvidelsen, som blev vedtaget på en generalforsamling den 10. februar 2022, er steget i pris. Fra de forventede 32 mio. til 38 mio. kr. Det skyldes i al væsentlighed de prisstigninger, som krigen i Ukraine har forårsaget. Jomsborg har dog mødt stor velvilje fra en række fonde og Aarhus Kommune. Salling Fondene har doneret 2,5 mio. kroner til udvidelsen, og kommunen bidrager med 4,25 mio. kroner. Det er vi meget taknemlige for. Der er således med de foreløbige eksterne bidrag, der er indkommet, dækning for den konstaterede prisstigning - og der arbejdes i Udvidelsesudvalget stadig på fremskaffelse af flere donationer.
 
Der er foretaget mindre justeringer på projektet, som på ingen måde påvirker helheden, men giver nogle besparelser. Her vildleder det medlem, som avisen citerer, også. De tegninger, hvorpå justeringer er foretaget, eksisterede ikke i februar, hvor generalforsamlingen blev afholdt. Medlemmerne er altså IKKE ført bag lyset. 
 
Foreningens revisorer har rejst en bekymring på grund af de stigende renter. Dette vil betyde en fordyrelse af afvikling af lånet, der skal optages til udvidelsen. Renten fastlægges ved projektets afslutning. Og derfor kan vi ikke vide, hvad den ender på. Bestyrelsens vurdering er, at foreningen er så velkonsolideret og har så mange medlemmer, at dette kan løses. Eventuelt med en mindre kontingentforhøjelse - eller med flere medlemmer, når vores fysiske rammer udvides.
 
Begge dele skal forelægges en generalforsamling, så det bliver i sidste ende medlemmernes beslutning.
 
Endelig lufter Lokalavisen - og det ene bestyrelsesmedlem, som er imod udvidelsen - en bekymring omkring forsikringen af udvidelsen. Hertil er at sige, at Aarhus Kommune har vist stor imødekommenhed. Byrådet vedtog tilbage i 2017, at kommunen vil stå for den fremtidige drift og vedligeholdelse, også på udvidelsen, og herunder hører det forsikringsmæssige. Så også dette falder på plads i vores gode samarbejde med Aarhus Kommune.
 
Vi anerkender bekymringen hos nogle af foreningens medlemmer. Men Jomsborg bliver lige præcist dét, som medlemmerne gør den til. Og derfor håber vi, at alle vil bidrage til at fastholde Jomsborg som et positivt, rart og roligt sted for alle.
Med ønsket om et godt og spændende nytår til alle Jomsborgere.

På bestyrelsens vegne

Bo Kræmer
Formand

29. december 2022
Vikingeklubben Jomsborg |Den Permanente Badeanstalt: | jomsborg@vinterbadning.dk | Telefon 20 25 00 60