Vikingeklubben Jomsborg                                                 3. maj 2011

 

 

Bestyrelsens beretning på Jomsborgs generalforsamling tirsdag 3. maj 2011 i Stakladen, Aarhus Universitet

 

Aldrig har vi været så mange medlemmer.

 

Aldrig har vi været så mange forskellige medlemmer.

 

Vikingeklubben Jomsborg har nu 5.047 medlemmer. Det er tilnærmelsesvis en 10-dobling på blot 20 år.

 

Jomsborg er en markant del af den trend, der ses over det ganske land: Eksisterende klubber har stor søgning – og nye klubber ser dagens lys.

 

Jomsborg har så det særlige privilegium at være lige dér, hvor interessen for vinterbadning er særlig stor.

Årsagerne kan være mange:

- Den Permanente Badeanstalts beliggenhed,

- Klubbens indbydende og ligefremme kultur, hvor man er i øjenhøjde med naturen og hinanden,

- Den stor-aarhusianske befolknings mangfoldige sammensætning – og herunder byens særlige puls,

- Den lange åbningstid,

- Det lave medlemskontingent!

 

Klubbens succes kan også ses i lyset af, at vi er en del af det århusianske bysamfund, der har ganske ambitiøse planer for de kommende års udvikling – hør blot:

 

75.000 flere indbyggere om 20 år.

50.000 flere arbejdspladser om 20 år.

50.000 flere boliger om 20 år.

15.000 flere studerende om 20 år.

 

Denne udvikling bygger i væsentlig grad på et tæt og forpligtende samarbejde mellem mange forskellige aktører – offentlige og private samt foreninger og organisationer.

 

Vikingeklubben Jomsborg er en af disse mange aktører. - Og klubbens vækst kan indtil videre godt tåle sammenligning med bysamfundets ambitioner.

 

Jomsborgs fremgang er også et resultat af ”tidsånden” - karakteriseret ved ønsket om mere sundhed, trivsel, velvære, oplevelse, fællesskab og grænseoverskridende fritidsfornøjelser….

 

Ja, meget frister – og meget drager.

 

Og det udfordrer naturligvis den nu 78 år gamle vinterbadeklub.

 

Derfor er det bestyrelsens mål at være i tæt dialog med nuværende og potentielle samarbejdspartnere. Helt central er Jomsborgs trofaste vært gennem alle årene - Aarhus Kommune.

 

Dialogen og samarbejdet med kommunen har indtil videre følgende overskrifter:

-         Vedligeholdelse og renovering

-         ombygning

-         udvidelse.

 

Jomsborg er også en naturlig og interessant aktør i forhold til kommunens:

-         fritidspolitik,

-         idrætspolitik,

-         kulturpolitik,

-         kommunens planer for byudvikling/byomdannelse – herunder udbygningen af de rekreative områder, hvor by, havn, bugt og skov mødes.

 

Særlig interessant er planerne om etablering af en idrætsrambla – strækkende sig fra Tangkrogen og lystbådehavnen i syd til Ris Skov og Den Permanente i nord.

 

Desværre har disse planer ikke er allerhøjest prioriteret i en periode, hvor kommunens økonomiske handlemuligheder ikke er de mest optimale.

 

Interessant er også de i medierne omtalte planer om badefaciliteter i/ved de bynære havnearealer. Et sådant tiltag betragter bestyrelsen som et kærkomment supplement til byens eksisterende klubber – og ikke som en konkurrent.

 

Jomsborg har den glæde, at få et stigende antal henvendelser fra andre klubber samt nye klubber under etablering. Det er klubber, der ønsker at få mere viden om, hvordan man mest hensigtsmæssigt opretter, driver og/eller udvikler en vinterbadeklub.

 

Det er en af grundene til, at Jomsborg aktivt har medvirket til stiftelse af ViD – Vinterbadeklubber i Danmark - hvor vi beklæder næstformandsposten.ViD er et landsdækkende erfaringsforum, hvor man via en nyetableret hjemmeside, erfa-møder og individuelle kontakter kan udnytte hinandens viden og erfaring.

 

 

 

 

Jomsborgs vækst er ikke et resultat af en intensiv markedsføring. - Tværtimod kan man – delvist med rette – beskylde klubben for ikke helt at leve op til sit formål.

 

Klubbens formål er – og jeg citerer – ”at varetage og fremme interessen for vinterbadning”. - Kort og godt.

 

Som klub befinder Jomsborg sig i det positive krydsfelt, hvor vi på den ene side har pligt til at varetage og fremme interessen for vinterbadning og på den anden side skal tilgodese den tradition og den kultur, der er et unikt særkende for klubben.

 

I overensstemmelse med generalforsamlingens tilkendegivelse i 2010 har bestyrelsen drøftet, hvordan klubben bedst muligt lever op til sit formål - med respekt for især

- de fysiske rammer på Den Permanente Badeanstalt,

- Jomsborgs kultur og

- klubbens økonomi.

 

Bestyrelsen har taget afsæt i Jomsborgs kerneværdier – og hvordan disse værdier kan fastholdes.

 

Klubbens kerneværdier er det enkle møde mellem mennesker, havet og saunaerne og det indbyrdes samspil mellem mennesker, der deler samme interesse.

 

Klubbens liv og organisering skal løbende afstemmes efter disse værdier. - Det er en udfordring for klubbens medlemmer, bestyrelsen, generalforsamlingen og medarbejderne. Naturligvis har bestyrelsen en særlig ret – og pligt – til aktivt at pleje og værne om værdierne.

 

Konkret handler det bl.a. om en hensigtsmæssig tilrettelæggelse og organisering af klubbens hverdag, en god introduktion af nye medlemmer, løbende information til – og kommunikation med - hele medlemskredsen, respektfuld færden og brug af havet, saunaerne, kabinerne og klublokalet.

 

Sidst - men ikke mindst – handler det om en respektfuld omgangsform.

 

Bestyrelsen arbejder målrettet på, at klubben lever op til generalforsamlingens beslutning sidste år. Det vil sige, at Jomsborg fortsat skal kunne imødekomme den positive interesse, der er for vinterbadning.

 

Det betyder bl.a.,

-         at det er ok, at der nogle tidspunkter kan være trængsel på Den Permanente Badeanstalt,

-         at bestyrelsen går ind for, at klubbens åbne linje fastholdes kombineret med at der løbende er fokus på introduktion af nye medlemmer,

-         at der løbende skal være den bedst mulige information til alle medlemmer,

-         at klubbens vækst og udvikling usvækket skal baseres på det enkelte medlems frihed under ansvar over for fællesskabet.

 

Klubbens nye og fleksible hjemmeside, som aktuelt er under færdiggørelse, vil i kombination med opdaterede opslag i klubbens informationsskabe være de informationskanaler, der benyttes. 

 

Det vil også gælde, når bestyrelsen finder det nødvendigt at minde klubbens medlemmer om klubbens regler, skik og brug, god adfærd og omgangsform.

 

Bestyrelsen er af den opfattelse, at løftede pegefingre sjældent skaber en god klubkultur. Det kan derimod korte og målrettede informationer bidrage til.

 

Men – fortvivl ikke: Er der - mod forventning - medlemmer, der tilsidesætter de enkle regler for god adfærd, ja, så har bestyrelsen et ganske håndfast værktøj: Vi kan med meget kort varsel inddrage nøglekortet. Og så er man forhenværende medlem.

 

Det er uhyre sjældent, at bestyrelsen må skride til udelukkelse af et medlem.

 

Generelt set er Jomsborg karakteriseret, at den altovervejende del af klubbens medlemmer ønsker at have orden i medlemskabet. Bestyrelsen har i sæsonen 2010-2011 gennemført fem spontane nøglekontroller på forskellige tidspunkter af ugen og dagen. – I alt blev 428 kontrolleret, det svarer til 8,3 procent af klubbens medlemmer.

 

Kontrollerne gav sammenlagt følgende resultatet:

15 medlemmer havde glemt deres nøgle-/og medlemskort,

2 medlemmer brugte et andets medlems kort (typisk ægtefællens),

2 havde ikke husket at registrere deres gæst, og – tænk

7 blev registreret som ikke medlemmer.

 

Egentlig burde det ikke kunne forekomme, at et ikke-medlem færdes i klubben uden at pågældende er gæst.

 

Derfor – kære medlemmer – det er ikke god Jomsborg-adfærd, at der bliver lukket ikke-medlemmer ind.

 

Det er ganske menneskeligt at glemme eller forbytte sit nøgle- og medlemskort. Men der er helt uacceptabelt, at medlemmer ifølge nøglekontrollen medvirker til, at ikke-medlemmer helt uretmæssigt kan færdes i klubben.

 

Så er det sagt!

 

Bestyrelsens udvalg for introduktion af nye medlemmer har netop udarbejdet en slags drejebog til introduktion af medlemmer.

 

Drejebogen bygger på de gode erfaringer, der var i efteråret med en række introduktionsaftener for nye medlemmer. I den forbindelse fik bestyrelsen god assistance af ”gamle” medlemmer, der medvirkede som ambassadører og guider.  

 

Som en konsekvens af klubbens vokseværk er der i de seneste år sket følgende:

 

Bestyrelsen er udvidet fra 7 til 11 medlemmer.

 

Der er deltidsansatte medarbejdere, der varetager bogholderi og medarbejderadministration, rengøring og viceværtfunktioner samt gennemførelse af klubbens officielle festarrangementer.

 

Bestyrelsen øver sig fortsat på at blive dygtigere til at uddelegere opgaverne i dialog med medarbejderne, der i øvrigt – ud over at være karakteriseret ved et stort engagement – er i den særlige dobbeltrolle, at de også er medlemmer af klubben.

 

Bestyrelsen øver sig også fortsat på, at blive dygtigere til ikke at drøfte småting og enkeltsager. – Derfor har bestyrelsen nedsat en række udvalg, der inden for deres respektiver områder har en høj grad af selvstyre inden for de rammer bestyrelsen og/eller generalforsamlingen har fastlagt.

 

Nu følger en kort orientering om den aktuelle status for arbejdet i de respektive udvalg:

 

Byggeudvalget:

Er aktuelt i dialog med Aarhus Kommune om renovering af den nu 11 år gamle  tårnsaunas fundament. – Det er tanken, at saunaen samtidig skal gennemgå en total renovering – og forsynes med et ventilations- og varmegenindvindingsanlæg.

 

Langsigtet drøfter udvalget udvidelsesmuligheder i form af en ”vinge” ind mod byen samt evt. udvidelse af klublokalet.

 

Kommunikationsudvalget:

Har udarbejdet tekst til den nye hjemmeside.

 

IT-udvalget:

Arbejdet aktuelt – sammen med en professionel Web-redaktør – på udformning af den nye hjemmeside.

 

Videre arbejder udvalget med et nyt medlemsbetalingssystem.

 

Velkomstudvalget:

Har udformer drejebog for introduktion af nye medlemmer.

 

Festudvalget:

Har støttet op om gildemagerens arbejde med fester og fuldmånearrangementer og har dermed været med til, at arrangementerne har kunnet afholdes under hensyntagen til klubbens værdier.

 

Jomsborgfond-udvalget:

Har indstillet, at klubben Freya, Solrød Strand, modtager et lån på kr. 15.000.

 

--

 

Jomsborgs positive udvikling betyder, at den årlige generalforsamling af pladsmæssige grunde er flyttet til Stakladen på Aarhus Universitet. Traktementet er ligeledes tilpasset det voksende antal medlemmer sammenholdt med klubbens økonomi.

 

Men bare rolig: Husorkestret spiller i forlængelse af generalforsamlingen, hvor baren også vil være åben.  

 

 

For andet år i træk har vinteren vejrmæssigt været vinkinge-korrekt. Tak for det.

 

Klubbens rengøringsmedarbejdere – tvætterne - har dog ikke alle være jublende begejstret for den lange frost- og isvinter. Det har ganske enkelt været noget problematisk at få rindende vand ud af rør og slanger…

 

Derfor skal der lyde en stor tak for en djærv indsats.

 

Bestyrelsen har i det forløbne år haft seks bestyrelsesmøder, heraf to ekstraordinære.

 

Bestyrelsen har i det forløbne år taget afsked med Bjørn Rhode, der på generalforsamlingen i 2010 blev valg som ny formand for Jomsborg. Bjørn anmodede i januar i år bestyrelsen om lov til – af personlige grunde – at udtræde af bestyrelsen.

 

Samtidig anmodede klubbens mangeårige bestyrelsesmedlem Lotte Thorling bestyrelsen om lov til – af personlige grunde - at udtræde af bestyrelsen.

 

Bestyrelsen imødekom anmodningen og undertegnede har siden medio januar været konstitueret formand for Jomsborgs bestyrelse.

 

I det forløbne år har bestyrelsen – traditionen tror - været på ekskursion til fire søsterklubber i det jyske. 

 

Bestyrelsen gennemførte sit arbejdsseminar i midten af marts. Her blev en del spørgsmål afklaret. – Og det er næppe helt forkert at konstatere, at bestyrelsens medlemmer – uagtet forskellig anciennitet og forskellig tilgang til bestyrelsesarbejdet – i dag fremstår som en kreds af mennesker, der ønsker at bruge tid og kræfter på, at klubben også skal have en succesrig fremtid.

 

Bestyrelsen ser frem til, at generalforsamlingen aktivt og positivt medvirker til, at den nye bestyrelse får en sammensætning, der kan sikre og videreudvikle Jomsborgs værdier og kultur samtidig med, at vi i overensstemmelse med klubbens formål og tilkendegivelsen på sidste års generalforsamling er en åben klub.

  

Som det vil fremgå lidt senere i aften er Jomsborg en rimeligt velkonsolideret klub. – Klubben har lidt på kistebunden til forestående renoveringsopgaver – samt evt. udvidelser når/hvis mulighederne byder sig.

 

Bestyrelsen er derfor til passende mådehold og rettidig omhu. 

 

Eksempelvis er bestyrelsen ikke tilhænger af, at medlemskontingentet går til anskaffelse af elektriske hårtørrere – eller avancerede vindmålere. 

--

På grund af begrænsede økonomiske ressourcer har Aarhus Kommune besluttet, at Den Permanente Badeanstalt i sommeren 2011 vil være åben for offentligheden i perioden fra lørdag 4. juni til søndag 21. august. Men, der vil kun være livredder til stede i skolerne sommerferie – det vil sige, fra lørdag 25. juni til og med tirsdag 9. august.

 

Bestyrelsen har på det grundlag besluttet, at Jomsborgs sæson udvides frem til fredag 3. juni. Og klubben åbner igen mandag 22. august. – Det fås næppe bedre!

 

Der vil forventeligt her i løbet af sommermånederne skulle foregår en del renoveringsarbejde. Det giver travlhed for medarbejderne – og bestyrelsen henstiller til, at klubbens medarbejdere samt håndværkere får arbejdsro.

--

På bestyrelsens vegne vil jeg gerne rette en stor tak til klubbens medarbejdere for en god indsats under vilkår, der undertiden kan være vanskelige.

 

Også en stor tak til klubbens mange samarbejdspartnere for imødekommenhed og beredvillighed.

 

Stor tak til de bestyrelsesmedlemmer som vi allerede har taget afsked med.

 

Og sidst med ikke mindst en meget stor tak til de bestyrelsesmedlemmer, som vi skal tage afsked med i aften. De har været ganske uden for pædagogisk rækkevidde i forhold til at lade sig overtale til endnu en valgperiode i bestyrelsen.

--

Med disse ord ønsker jeg alle klubbens medlemmer, medarbejdere og bestyrelseskolleger en rigtig god sommer 2011.  

 

Tak!