Vikingeklubben Jomsborg

 

Formandens beretning for sæsonen 2008-2009
som fremført på klubbens generalforsamling den 5. maj

 

 


Sæsonens vejr

 

1,2 grader – vel at mærke 1,2 plusgrader celsius. Det var det koldeste vand, denne vinter kunne byde på, og der var selvsagt ikke tilløb til isdannelse af nogen slags i havet omkring Jomsborg.
Well, i løbet af vinteren havde vi frostgrader med sne og is på badebroerne men det er den første sæson i mine 15 år som vinterbader, hvor der ikke har været bare en lille smule grødis at bade i.

Jeg ved godt, at jeg ved sæsonstart lovede alle medlemmer af Jomsborg en rigtig hård isvinter, og derfor er jeg glad for, at der ikke er formandsvalg på denne generalforsamling.

 

Det barske fik vi dog at føle, da der en aften var kuling fra øst og samtidig lidt højvande. Med 60 cm. over daglig vande og bølger på op til 1,25 m. stod vandet ind over badebroerne, og jeg har i de mange år, jeg er kommet i Jomsborg, ikke set så voldsomme kræfter rase på Den Permanente.
Ødelæggelserne var da også omfattende, og faktisk er skaderne jo først blevet helt udbedrede her for ganske nyligt.
Midt i de mange ødelæggelser af badebro og kabiner var det betryggende at se, at de dyre reparationer, som Århus Kommune sidste sommer gennemførte på spunsvæggene, havde gjort deres virkning, idet betonspunsen jo ikke led nogen skade i forbindelse med det hårde vejr.

 

Jubilæumssæsonen

 

Siden vi fejrede klubbens 70 jubilæum på parkeringspladsen for 6. Frederiks Kro har vi vist alle gået og glædet os til 75 års jubilæet, som vi jo kunne fejre i denne sæson.

 

Forberedelserne startede allerede for et par år siden, hvor vi begyndte at se på mulighederne, og allerede dengang besluttede vi at der skulle laves både en bog og en film, som begge skulle udkomme på selve jubilæumsdagen, den 31. december 2008.

 

Efter at flere havde fremlagt ideer til, hvordan bogen skulle bygges op, valgte vi at engagere Eddy Thomsen og Flemming Platz til at lave bogen og Katrine Borre til at stå for filmen.
Jeg er utrolig stolt over, at vi med de to meget forskellige produktioner har fået et historisk vidnesbyrd om, hvordan det er at være vinterbader i Jomsborg anno 2008.

Vi fik trykt 5.000 eksemplarer af bog og film, og vi har solgt under tusind af dem. Vi har altså et godt lager liggende, og som I kan se på dagsordenen for generalforsamlingen, stiller bestyrelsen forslag om, at bog og film kommer til at indgå i den velkomstpakke, som nye medlemmer får, når de starter i Jomsborg.

 

Den officielle del af jubilæet blev jo gennemført på klubbens egentlige stiftelsesdato den 31. december – og det selvfølgelig på Den Permanente Badeanstalt.
Vi blev begunstiget af et rigtig pænt vejr, så der varet flot fremmøde, og jeg vover den påstand, at mindst 500 af os var en tur i vandet præcis kl. 12.
I dagens anledning fik borgmester Nicolai Wammen et medlemskab af Jomsborg, så han fik debut som vinterbader netop den dag.
Efter vandgangen var klubben vært ved et glas champagne og kransekage.

 

Med al respekt for de øvrige jubilæumstiltag, så tør jeg nok påstå, at hovedbegivenheden i forbindelse med jubilæet var den store gallaaften i Musikhuset i Århus lørdag den 17. januar.

Store sal var fyldt til sidste stolesæde med næsten 1.600 Jomsborg-medlemmer og 40 gæster fra hele 21 af de andre danske vinterbadeklubber.

De så et sceneshow på meget højt kunstnerisk niveau, sammensat således at der var Jomsborg medlemmer med i alle indslag.
Efter showet i Store Sal var der bal i Musikhusets foyer, og aldrig har jeg oplevet så opstemte og taknemmelige medlemmer af klubben, som netop den aften.


Vi har heldigvis en god DVD af showet i Musikhuset, og den skal vi nok vise ved et fuldmånearrangement i næste sæson, så vi sammen kan genopfriske en aften af de helt store for Jomsborg.

 

Det har været utroligt spændende at være med til at arrangere og gennemføre Jomsborgs 75-års jubilæum, og alle der gjorde en indsats – stor eller lille - kan og skal være stolte over resultatet.

Jeg glæder mig allerede til 100 års jubilæet, og ikke mindst til at se, hvordan man til den tid vil overgå os - for et står fast: Den aften sidder jeg nede i salen.

 

Sæsonens andre aktiviteter

 

Udover jubilæumsfestlighederne har der været ligeså meget gang i Jomsborgs sociale liv som i de foregående år.  Vi tror, at vi med de nuværende tre fester og 7-8 fuldmånearrangementer i løbet af sæson, har fundet et niveau, som er tilpas for de fleste.

 

Vi har bemærket, at klublokalet også på dage uden arrangementer har været fuldt besat, og vi tror at tiden er inde til at inddrage tårnet i klubhuset.
Vi drøfter derfor muligheden for at få sat vinduer i tårnet og at få sat radiatorer op derinde. Hvis kommunen accepterer vores planer regner vi med at have dette klar til sæsonstart.

 

Bestyrelsens arbejde

 

På denne generalforsamling skal der ske et lille generationsskifte i bestyrelsen. Halvdelen af den gamle bestyrelse og suppleant er udtrådt af bestyrelsen eller ønsker ikke genvalg.

 

Hver enkelt, der ikke længere ønsker at være med, har naturligvis sine grunde.

Hvis jeg skal generalisere vil jeg påstå, at bestyrelsen længe har været overbebyrdet, og det manifesterer sig naturligvis i en sæson som denne, hvor jubilæumsaktiviteterne har trukket store veksler på bestyrelsens arbejde.

Dertil kommer, at der i en lang periode har været rigtig dårlig kemi mellem nogle af bestyrelsesmedlemmerne, hvilket blandt andet betød, at ét medlem overhovedet ikke deltog i forberedelserne til jubilæumsaktiviteterne – og så blev der jo så meget mere at tage sig af for os andre.

 

Hvis vi ser på organiseringen af Jomsborg, så er denne egentlig den samme som for 15 år siden, da jeg blev medlem. I mellemtiden er medlemstallet rundt regnet blevet 10 gange større, og økonomisk set er klubben blevet en ”million-forretning”. Derfor fandt jeg, at det – i forbindelse den store udskiftning i bestyrelsen – var en passende lejlighed til at overveje en fornyelse af klubbens organisation.

 

I marts måned tog bestyrelsen derfor, sammen med 10 menige medlemmer af Jomsborg, på et udviklingsseminar på Fuglsø Centret.
Vi havde engageret et par foreningskonsulenter fra DGI til at lede os gennem denne weekend, og jeg tror, at alle deltagere synes, at det blev et par meget udbytterige dage.

 

Som direkte opfølgning på dette seminar stiller bestyrelsen nu forslag om at udvide bestyrelsen til 11 medlemmer inklusiv en formand eller forkvinde. Samtidig vil vi nedlægge kasserer-hvervet, idet vi agter at ansætte en egentlig bogholder med en relevant faglig baggrund.

 

Ligeledes med afsat i udviklingsseminaret har bestyrelse allerede besluttet at ansætte endnu en pligthugger og også en person til at opdyrke et internt netværk af frivillige.

 

Alt dette for at klubben kan få en bestyrelse med stort ”B”, som udelukkende varetager egentlige bestyrelsesanliggender, og som altså skal være helt uden pligter i forbindelse med det praktiske arbejde i klubben og uden direkte involvering i klubfester, fuldmåneaftener og lignende.

 

Jeg håber inderligt, at generalforsamlingen vil godkende vores forslag, så vi fremover ikke skal trække tilsvarende hårdt på så lille en gruppe af personer, som bestyrelsen hidtil har udgjort.

 

 

Medlemmerne bar

 

Ud over selve jubilæumsfesten, så var en af de helt positive oplevelser i denne sæson, at så mange medlemmer var villige til at hjælpe til, da vi spurgte dem - eksempelvis var næsten 100 medlemmer engageret i forbindelse med gallafesten.

Indenfor foreningslivet i Danmark drøfter man for tiden, hvordan man fortsat kan få medlemmer til at engagere sig i frivilligt arbejde. Alle steder oplever man, at det er vanskeligt at få trænere, bestyrelsesmedlemmer og hvad der ellers skal til for at holde en forening i gang.

 

Gode erfaringer har man generelt i alle foreninger ved at spørge medlemmer direkte om at løse små overskuelige opgaver.
Og det var jo netop, hvad vi med succes gjorde i forbindelse med jubilæet. Men sandt at sige var arbejdet med at kontakte medlemmerne og at kommunikere omkring opgaverne et stort arbejde i sig selv.

I Jomsborgs bestyrelse har vi besluttet at medlemmerne fremover skal meget mere på banen i forbindelse med alle aktiviteter i klubben – lige bortset fra de opgaver, som vi betaler for at få løst, altså rengøring, vicevært og administration.
Vi engagerer nu en person til at varetage alle aktiviteter i klubhuset og til at opdyrke et net af de medlemmer, der frivilligt tilbyder at træde til i ”små portioner”.
Jeg skal derfor opfordre alle, der nyder godt af livet i Jomsborg, til også at yde lidt til fællesskabet, og jeg siger udtrykkeligt lidt!

 

Vi vil, at alle medlemmer bliver bevidste om, at Jomsborg er et fællesskab og ikke et fitness center.

 

Skal jeg formulere det lidt anderledes, så lad mig bare true med, at kun hvis mange medlemmer er villige til tage en lille tørn, bliver der fester og fuldmåneaftener i den kommende sæson.

 

 

Disciplinære sager

 

I denne sæson har vi undtagelsesvis ikke gennemført nogen kontrol af, at de personer, der lukker sig ind på Den Permanente, rent faktisk er medlem af Jomsborg – det vi kalder nøglekontrol. Det har der ganske enkelt ikke været overskud til, og faktisk er det ikke noget vi ynder at bruge kræfter på.

 

Men i slutningen af sidste sæson blev der opdaget to tilfælde, hvor medlemskortet var blevet misbrugt, og som altid idømte bestyrelsen de pågældende medlemmer 6 måneders karantæne.

 

I det ene tilfælde var medlemmet meget utilfreds med dommen og ankede den. Han fremførte, at hans kort var blevet inddraget på en uværdig og alt for barsk måde. Det bestyrelsesmedlem, der havde inddraget kortet, fastholdt på sin side det rigtige i at inddrage kortet.
Den øvrige bestyrelse kunne så ikke andet end at forholde sig til, at kortet vitterlig var blevet misbrugt, og vi fastholdt derfor hans karantæne.

At vi herefter skulle forholde os til flere reaktioner fra hans familie, fortæller jeg kun, for at generalforsamlingen skal vide, at sådanne sager må bestyrelsen også bruge tid på.

 

 

Fremtiden har ligget stille.

 

De planer for en udvidelse af Den Permanente, som bestyrelsen tidligere har arbejdet intenst med, har i denne sæson ligger i dvale. Ikke fordi vi ikke længere ønsker at de bliver realiseret, men ganske enkelt fordi vi ikke har haft ressourcer til at følge op på sagen.

 

Som tidligere nævnt forventer vi, at få udvidet bestyrelsen og frigøre denne helt fra det praktiske arbejde i klubben. Med dette håber vi at få ressourcer til igen arbejde med klubbens fremtid, herunder blandt at komme videre udbygningsplanerne.

 

 

Det har været en spændende sæson

Med dette vil jeg takke alle for en god jubilæumssæson.

 

Den slutter fredag den 29. maj.

Om alt går vel, kan vi ses igen mandag den 31. august.

 

Ha’ en rigtig god sommer!

 

I skal vide, at det i denne sæson har været ”jubilerende” at være formand for denne herlige lille badeforening!

 

Formanden