Vikingeklubben Jomsborg
Formandens
beretning for sæsonen 2007-2008
som fremført på klubbens generalforsamling den 6. maj
Sæsonens vejr
Jeg
plejer at starte min formandsberetning med en orientering om sæsonens
vinterbadevejr.
Indtil for halvanden måneds tid siden troede jeg ikke, at der blev noget
vintervejr at snakke om. Men så kom påsken og med den kom også vintervejret. Det
er ganske besynderligt, som vejret arter sig i disse år.
Meteorologerne
siger, at vi med den globale opvarmning kan regne med at få et klima her i
Danmark, som det, de indtil videre har haft i Normandiet.
Gad vide om der er vinterbadeklubber på de kanter?
Lidt senere på sæsonen havde vi en kombination af stærk østenvind og højvande. Og det gav som altid skader på Den Permanente og en af vores lejdere forsvandt i de frådende bølger.
Men konklusionen er, at heller ikke i år fik pligthuggeren lov til at udføre sin fornemste opgave: At hugge os en våge i centimeter tyk is på Århusbugten.
Sæsonens aktiviteter
Når jeg
skal se tilbage på klublivet i denne sæson, så vil jeg bruge udtrykket:
Stilhed før stormen.
Jeg ved ikke, hvor meget det er den generelle opfattelse, men jeg har det i
hvert fald sådan, at Jomsborg-arbejdet i denne sæson, har været meget præget
af, at vi i næste sæson skal fejre klubbens 75-års jubilæum.
Well, der har været afholdt de sædvanlige fester og fuldmånearrangementer, og som medlem har man forhåbentlig ikke savnet noget ved klublivet i den forgangne sæson.
Men
arbejdet i bestyrelsen har været fokuseret på forberedelserne af de mange ting
vi har i støbeskeen for den kommende sæson.
Først og fremmest har vi jo haft Katrine Borre gående med sit kamera for at
følge en hel sæson for Jomsborg – ja, selv i aften kan vi ikke være fri.
Vi glæder os helt enormt til at se resultatet.
Og vi har haft Eddy gående med sin notesblok og interviewet Gud-og-hver-mand for at få stof til Jomsborgs jubilæumsbog, som Flemming Platz i øvrigt laver stillfoto til.
I
bestyrelsen har vi besluttet, at bog og film skal udgives samlet på Jomsborgs
egentlige jubilæumsdag den 31. december 2008.
Den dag kan bog og film købes for 50 kr. efterfølgende bliver prisen 100 kr.
Den dag
udvider vi i øvrigt det årlige nytårsbad, til at være en egentlig reception,
hvor klubben byder på champagne og kransekage under åben himmel - i strålende
solskin eller snestorm, hvem ved.
Det bliver også den dag, vi holder de officielle taler i anledning af jubilæet.
Allermest
festligt tror vi dog, det bliver lørdag den 17. januar 2009, dagen for klubbens
kæmpe jubilæumsgallashow i den store sal i Musikhuset.
Jeg kan allerede nu garantere jer et særdeles flot program, og jeg skal hilse
fra de andre, der arbejder med dette projekt og sige, at det går hen og bliver
et brag af en aften.
Lasse vil senere under generalforsamlingen fortælle om, hvor langt vi er nået
med planlægningen, og hvilke ting der allerede ligger fast. Glæd jer! Glæd jer
rigtig meget!
Medarbejderne
At Jomsborg efterhånden er stor arbejdsplads, fik vi bekræftet i denne sæson, for i april fik vi besøg af arbejdstilsynet. Det havde nu ikke noget synderligt at kommentere, bortset fra at vi nu – som alle andre – skal lave en arbejdspladsvurdering. Det gør vi så.
Vi har i sæsonen fået udskiftet to af de tre tvættere, nu hedder de Hanne, Annette og Elin.
Og Erling blev ny pligthugger fra starten af sæsonen.
Driftsproblemer gennem hele sæsonen
Og pligthuggeren har faktisk haft en hel del store udfordringer i år, hvoraf den største har været at holde hjørnesaunaen varm.
Utallige gange har vi oplevet, at varmesikringen på saunaovnene var udløst, så
der ikke var saft og kraft nok i ovnene til, at de kunne holde en passende
temperatur i saunaen.
Vi har tidligere set, at overdreven brug af vand på ovnene kan få varmesikringen til at udløses, så vi startede med at fjerne muligheden for at hælde vand på ovnene. Det viste sig ikke at have nogen virkning.
Næste forsøg på at løse problemet, var at skifte begge ovne ud.
Ingen betydning.
Vi havde så en mistanke om, at den vægbeklædning, som blev udskiftet sidste sommer, ikke var udført korrekt og var så utæt, at der kom en uheldig luftcirkulation omkring ovnene. Dette kunne ifølge saunaspecialisterne hos Tülø få ovnenes varmesikringer til at udløses. Men heller ikke dette hjalp.
Det sidste vi gjorde, var at udskifte de dyre styringspaneler i teknikskabet.
Omtrent samtidigt bliver vi så gjort opmærksomme på, at nogen har for vane at hælde koldt vand på saunaens elektroniske føler for at snyde styringspanelerne til at sætte ekstra gang i ovnene.
Vi satte et skilt op i saunaen om, at der selvfølgelig ikke måtte hældes vand på følerne, og siden har der faktisk ikke været nævneværdige problemer med ovnene. Så jeg tror fuldt og fast på, at vi nu endelig har lokaliseret problemet.
Jeg havde
ikke min vildeste fantasi forestillet mig, at noget medlem kunne finde på at
øve hærværk på vores automatik.
Jeg kan kun sige til den eller de personer, der har praktiseret at hælde vand
på føleren, at de skulle skamme sig for alle de gener, det har givet en masse
medlemmer og for alt det arbejde, det har givet bestyrelsen.
For ikke at tale om den økonomiske udgift, det har betydet – vi taler vel om op
imod 75.000 kr.
Vi vil i
den nye medlemsfolder meget klart præcisere, at der ikke må hældes vand på
følerne.
Og jeg kan forsikre om, at bestyrelsen øjeblikkeligt vil ekskludere det medlem,
der måtte forbryde sig mod dette, for vi betragter det som regulært hærværk.
Hjertesuk
Jeg har i øvrigt lovet at viderebringe et par hjertesuk.
Pligthuggeren
beder alle medvirke til at holde rent på Den Permanente.
Vi kunne naturligvis prøve at være lige så pædagogiske som gadefejerne ved
Århus Kommune og lade affaldet ligge i en periode.
I ville givetvis blive meget overraskede over, hvad der bliver efterladt i
kabinerne. Men vi tror på, at det ikke er nødvendigt, for selvfølgelig kan alle
forstå, at det er i alles interesse, at der er rent på badeanstalten – ik’?
Kassereren
beder jer være meget omhyggelige med at anføre de rigtige beløb og oplysninger,
når I foretager indbetalinger til klubben.
Utallige gange har hun måtte bruge meget tid på at spore indbetalinger.
Det har betydet, at bestyrelse på sit seneste møde har besluttet at genindføre
et ekspeditionsgebyr på 50 kr. for tilbagebetalinger af for meget eller forkert
indbetalte beløb.
Disciplinære sager
Man fristes til at sige, at ”alt er ved det gamle”, når jeg nu kort skal berøre de disciplinærsager, som bestyrelsen har måttet tage sig af i den forgangne sæson.
For også i år har vi idømt karantæne for resten af sæsonen til et medlem, der misbrugte gæsteordningen. Og også i denne sæson måtte vi håndtere en beruser, der naturligvis også fik samme karantæne.
Men faktisk har vi i år for første gang i min formandstid idømt et medlem udelukkelse i en hel sæson.
Den fik
han for at sidde en masse henstillinger fra bestyrelsen overhørig.
Der var tale om overnatning i klubhuset og om opmagasinering af mad og gamle
flasker rundt omkring på badeanstalten.
Og for at
blive ved det usædvanlige, så har vi også i den forgangne sæson idømt et medlem
livslang karantæne.
Vedkommende mand havde ganske åbenlyst stået og fotograferet et kvindeligt
medlem, og da han blev bedt om en forklaring, forsøgte han at flygte fra
badeanstalten.
Henvendelser fra medlemmerne
I løbet
af sæsonen får vi mange henvendelser fra medlemmer vedr. dette og hint.
Alle henvendelse med navn på behandler vi seriøst på et bestyrelsesmøde. Nogle
medlemmer får ret, andre bliver modsagt. Nogle får gennemført deres ønsker og
ideer, og andre igen må gå med uforrettet sag.
Hvis man ikke er tilfreds med bestyrelsens beslutninger kan man altid få taget sagen op til beslutning her på generalforsamlingen. Heri ligger der altså en slags sikkerhedsventil og appelinstans.
For
første gang i mange år er der denne gang slet ingen punkter til behandling på generalforsamlingen.
Jeg tillader mig at opfatte dette, som et udtryk for, at den måde bestyrelsen
forvalter klubbens ve og vel på, ligger indenfor de flestes forventninger og
tilfredshed.
Det er jeg glad for og også lidt stolt af.
Gæster
På generalforsamlingen sidste år havde vi en drøftelse af Jomsborgs gæsteordning, som det dog blev besluttet ikke at ændre på.
For at få klarhed over, i hvilket omfang ordningen bruges, krævede vi fra starten af denne sæson, at alle gæster blev registeret på en lille blanket.
Det har givet os et godt billede af, hvornår og hvor mange gæster, der medbringes, for vi tror, at stort set alle gæster rent faktisk er blevet registreret.
Indtil i søndags har der været 1.246 gæster i Jomsborg i denne sæson.
Med 247 åbningsdage giver det et gennemsnit på 5,0 gæster om dagen.
De datoer, hvor der var flest gæster, var søndag den 14. oktober og søndag den 10. februar, hvor der begge dage var 18 gæster.
Nu må I så selv afgøre hvorvidt I synes, at det er et passende antal gæster, der hvert år besøger Jomsborg.
Bestyrelsens arbejde
Som nævnt
har bestyrelsens arbejde været meget fokuseret på næste års jubilæumsarrangementer.
Derudover har vi så naturligvis varetaget de daglige gøremål med økonomien,
driften og kontakten til medlemmerne.
Det eneste mere langsigtede punkt, som vi har haft oppe på bestyrelsesmøderne har været ønsket om på sigt at få udvidet den Permanente Badeanstalt med et nyt bassin og nye og bedre egnede bygninger til Jomsborg.
Som
bekendt har kommunen igangsat et større vedligeholdelsesarbejde på Den
Permanente i år.
Dette afspejler politikernes klare målsætning om, at den Permanente skal
bevares og om muligt føres tilbage til sin oprindelige størrelse med store
50-meter bassiner både nord og syd det nuværende anlæg.
Vi har
mærket stor velvilje fra forvaltningen til at støtte Jomsborg i ønsket om at få
etableret det ene bassin til vores brug alene.
Vi sender inden sommerferien en officiel ansøgning til kommunen, med ønske om
en forhåndsgodkendelse af et sådant projekt.
Får vi den – og det tror vi bestemt på – så bliver den næste store opgave, at
skaffe de 6 mil. kroner, som det vil koste at etablere selve bassinet med
tilhørende omklædningskabiner.
Senere igen skal vi så finde yderligere 5 mil. til det nye bade- og klubhus.
Den tid, den glæde!
I den
forrige sæson måtte bestyrelsen aflyse sin studietur, og som nævnt på sidste
års generalforsamling ville vi overføre det ikke brugte beløb til dette års
finanslov, så vi i år kunne være på tur i tre dage og således nå uden for
landets grænser.
Det er meget værdifuldt for bestyrelsen at se, hvordan andre opbygger og driver
deres badeanlæg, ikke mindst i disse år, hvor vi måske får mulighed for at
etablere nye faciliteter til klubben.
Og på turen i år fik vi virkelig noget med hjem, for vi havde lejlighed til at
besøge flere både helt nye og gamle badeanstalter på begge sider af
Øresundsbroen.
Og lidt om økonomien
Vi valgte
sidste år ikke at lægge noget beløb i Jomsborgfonden.
Året før havde vi kun en ansøgning om midler, og det var mit indtryk, at ingen
andre klubber ville lægge ansøgninger ind i år. Der har ganske vist været et
par henvendelser men begge meget uforpligtende.
Vinterbaderne
i Knebelbro, som fik det første lån, er nu begyndt at tilbagebetale, og vi er
ret sikre på, at Roskilde også nok skal få afviklet deres lån.
Begge steder har de nemlig oplevet en voldsom tilvækst af medlemmer.
Eksempelvis er Knebelbro gået fra ca. 10 til næsten 30 medlemmer, efter at de
har fået saunaen.
Når Birgit senere skal fremlægge årsregnskabet vil det fremgå, at vi i denne sæson har fået et overskud på 266.000 kr.
Taget i betragtning, at vi har brugt næsten 300.000 kr. på vedligeholdelse af vores faciliteter og betalt 110.000 kr. a conto vedr. jubilæet, må resultatet siges at være meget tilfredsstillende.
Når så
Lasse kommer til talerstolen senere for at orientere om de planlagte
aktiviteter i forbindelse med jubilæet næste år, vil I selvsagt opleve, at vi
har afsat meget store udgiftsposter til disse.
Men selv med yderligere 400.000 kr. i nettoudgifter til jubilæet, så budgetterer
vi med et overskud til næste år.
Det er altså for let at være finansminister i denne regering.
Du er med(!)lem
Afslutningsvis vil jeg lige tale for en lille holdningsændring blandt nogle medlemmer.
Det går mig nemlig på, når jeg engang imellem hører nogen omtale relationen mellem bestyrelse og medlemmer som ”dem og os”.
Jeg vil gerne appellere til, at vi altid siger ”VI” for dermed at manifestere,
at alle har vi et ansvar for, at Jomsborg er et rart sted at være.
Alle har et ansvar for at påtale, når nogen ikke overholder de skrevne såvel som de uskrevne regler, for kun med en høj selvjustits kan vi sikre gode forhold for alle i Jomsborg.
Nogen har taget et ansvar ud over det, og tilbudt sig med frivilligt arbejde.
Et godt eksempel på det er Torben Jørgen, der har påtaget sig hvervet som klubbens historiesamler. Og tak for det, Torben!
Ikke mindst i den kommende sæson bliver der brug for mange frivillige hænder til afvikling af jubilæet, og jeg håber at rigtig mange vil tage udfordringen op og gennem en større eller mindre indsats manifestere sit tilknytningsforhold til Jomsborg
En meget
spændende ny sæson står lige om hjørnet og venter
Tak for en god sæson.
Den slutter fredag den 23. maj.
Om alt går vel, kan vi ses igen allerede mandag den 25. august.
Kommunen forventer nemlig at lukke for offentlighedens adgang til Den
Permanente allerede den 24. august.
Ha’ en rigtig god sommer!
I skal vide, at det er nice at være formand for denne herlige lille badeforening!