Vikingeklubben Jomsborg
Formandens
beretning for sæsonen 2006-2007
som fremført på klubbens generalforsamling den 8. maj
Vintervejret
Sidste aften i april måned så jeg en af tv-stationernes vejrprofeter glædeligt og storsmilende konstatere at, nu havde man igen – og vistnok for 10 måned i træk - sat en ny varmerekord.
Ja, ja tænkte jeg – hvad med at se det hele lidt fra vinterbadernes side.
For det har sandt at sige været den kedeligste vinterbader-vinter i mands minde. Bortset fra nogle få dage med sne, så har der stort set ikke været vinterligt, og at vandtemperaturen aldrig kom under 1 grad er helt utilstedeligt.
Men så
har vi til gengæld haft oplevelsen af hele 2 oversvømmelser i én og samme
sæson. Værst var det den 1. november, hvor vandstanden var på 172 cm. over
daglig vande, hvilket betød at havvandet stod lige op over den øverste badebro
og ind i de rum, hvor gulvet ikke er hævet.
Så høj en vandstand giver os problemer med toiletter, der ikke virker, og
gulvbelægninger der bliver ødelagt.
Og tunnelen under jernbanen var tilmed fyldt med en meters vand.
Klublivet
Men uagtet det manglende vintervejr, så har aktivitetsniveauet i klubben generelt
været som de foregående år.
Der var
som altid rigtig mange på badebroerne i begyndelsen af sæsonen, men da vi nåede
hen under jul, var der stort ikke flere end i de tidligere år.
Det er utroligt, at vi kan have en medlemstilgang på 10 % og så alligevel sidde
næsten alene i en sauna, når blot vi når lidt hen på sæsonen.
Den eneste sammenhæng, hvor vi har kunnet mærke, at vi er blevet flere medlemmer, er til fuldmåneaftenerne. Nogle af dem har været endog særdeles godt besøgt. Vi har også oplevet en stor lyst fra medlemmerne til at medvirke til at gøre disse klubaftener til noget særligt.
Dette vil vi udnytte i den nye sæson, så et eller flere medlemmer alene kan stå for en fuldmåneaften blot med lidt assistance fra et bestyrelsesmedlem, der jo har kendskab til alle de praktiske forhold. Så nu bliver det altså helt op til jer, om der skal være fuldmåneaftener i klubben, og hvilket indhold de skal have.
I det hele taget vil vi gerne appellere til jeres aktive deltagelse i klublivet.
Når vi i klubben har ansat personale, er det for at sikre at de ting, som skal gøres, bliver gjort: Den daglige rengøring, administrationen, vedligeholdelsen af vores faciliteter osv.
Men dét, at
der således er løftet en del praktiske opgaver væk fra jer medlemmer og
bestyrelse, burde vel resultere i, at der så bliver kræfter til at engagere sig
i noget andet.
Som det vil fremgå senere i aften, håber vi på at kunne arrangere en stor
gallaaften i Musikhuset i forbindelse med klubbens 75-års jubilæum.
Et sådant arrangement vil kræve rigtig meget af mange, og klubben får her en
enestående chance for, at vi kan være sammen om en festlig begivenhed.
Jeg håber, at I vil være med til dette arrangement og også være med til at gøre
det til noget helt særligt.
Økonomien
Når man
lægger et budget for en sæson eller et regnskabsår, må man – som alle andre
steder – gøre nogle forudsætninger.
Vores budgetter er generelt ret præcise, men at vi skulle have en
medlemstilgang på hele 10 % i den forgangne sæson, ja det havde vi altså ikke
forudset.
Mere end 800 nye medlemmer og en fragang på kun 400 medlemmer giver med lidt
hovedregning omkring 120.000 kr. mere i nettoindtægter.
Det betyder, at vi har genereret et ganske stort overskud i år.
Selvom jeg fortsat mener, at kontingentet helt og holdent skal komme de nuværende medlemmer til gode, så har jeg det ikke dårligt med, at vi har lidt på kontoen i disse år. Som nævnt foreslår vi senere, at vi markerer vores jubilæum på værdig vis, og sådan et arrangement i Musikhuset er ikke billigt.
Vi har også et ønske om på lidt længere sigt at kunne skabe helt nye faciliteter til Jomsborg på Den Permanente. Også dét kommer I til at høre mere om senere, og ikke mindst hvis dét skulle blive muligt, vil vi have stor gavn af en god opsparing.
Medlemmernes opførsel og selvjustits
Når man er i bestyrelsen for Jomsborg får man mange henvendelser fra medlemmer vedrørende andre medlemmers opførsel i klubben.
Bestyrelsens
holdning er, at vi skal forsøge os med så få påbud som muligt ved at styrke den
interne selvjustits. Vi kræver derfor, at I først selv påpeger ankepunkter over
et medlems opførsel overfor medlemmet selv.
Hvis det ikke hjælper, så hører vi gerne om problemet, og i givet fald tager vi
også affære. Men bestyrelsen er ikke Jomsborgs ”politi”, så ansvaret for at
klubben fungerer i det daglige er medlemmernes.
Vores medlemsfolder er sammen med vores vedtægter Jomsborg grundlov. Når der står heri, at man ikke må komme tør ind i en sauna, ja så skal alle uden undtagelse altså i vandet eller under bruseren, inden de kommer ind i saunaen. Og I bør påpege over for et andet medlem, hvis vedkommende ikke overholder de fælles normer. Selvfølgelig bør I gøre det på venskabeligste vis, og hvis det ikke hjælper, så tager bestyrelsen - som sagt - gerne over.
Vi har i år haft en 3-4 sager, hvor bestyrelsen har måttet træde i karakter.
Som I de tidligere år har vi ved nøglekontroller afsløret misbrug af adgangskortene. De små overtrædelser, som når man ikke har sit kort med, eller når nogen har mere end en gæst med, har vi klaret ved en påtale, men i to tilfælde har overtrædelserne været så grove, at vi har inddraget kortet og givet medlemmet karantæne.
Som noget ganske usædvanligt har vi i år uddelt hele to skriftlige advarsler - og sådan en betyder jo, at man kan ekskluderes fra klubben, hvis tingene gentager sig.
Den ene advarsel
gav vi i forbindelse med, at et medlem drak sig så stangberuset, at vi måtte
have ham hentet af to betjente.
Den anden advarsel fik et medlem, som nærmest brugte klubhuset som sit
personlige hjem, kulminerende med at han overnattede i lokalet.
Det er træls for bestyrelsen, at skulle bruge tid på sådanne ting, og vi fatter ganske enkelt ikke, at nogen vil udsætte sig for det meget pinlige at blive opdaget for snyd med kortet – hør lige: Kontingentet er 300 kr.!
Desværre
har vi i år oplevet tyveri både indenfor og lige udenfor klubben.
Et sted mellem 10 og 20 medlemmer har haft indbrud i bilen, mens den stod på
parkeringspladsen ved 6. Frederiks Kro.
Og hvad der for os - som en lukket klub - føles værre, så har der været flere meldinger om tyveri fra omklædningskabinerne både i efteråret og nu igen her i foråret.
Vi sendte en henvendelse til Århus Politi vedr. de mange indbrud i bilerne.
Om det har hjulpet ved vi ikke. Men tyverierne internt i klubben føler vi os magtesløse overfor, og vi kan kun håbe, at vedkommende en dag tages på fersk gerning.
Overordnet
set er der ikke sket væsentlige forbedring af klubbens faciliteter i denne
sæson. Men som I kan se i regnskabet, så er det at holde tingene intakte og
brugbare ganske omfattende i sig selv.
Vi har brugt mere end 150.000 kr. på opgaven i år, og de
vedligeholdelsesopgaver, der nødvendigvis skal gennemføres inden næste
sæsonstart, kommer til at koste mindst det samme beløb.
Den Permanente er et udsat sted, men det er også en kendsgerning at de bygninger eller det grundlag, som vi har bygget videre på, ikke er stabilt. Eksempelvis har hjørnesaunaen forskubbet sig 4-5 cm. ved loftet, og tårnsaunaen er sunket en del, siden vi byggede den i 1999.
Som I senere skal høre om – og som jeg inderligt håber, at I vil give jeres opbakning til - så arbejder vi i bestyrelsen på at få mulighed for at bygge helt nyt til klubben på Den Permanente. Det vil give os muligheden for at bygge på ordentlige fundamenter, at få isoleret bygningerne ordentligt, at udnytte varmegenvinding og meget mere, så vi alt i alt vil få bedre egnede faciliteter.
Kontakten til de andre vinterbadeklubber i Danmark
I marts
måned var sekretæren og jeg i Køge til møde i VIFU, der står for Vinterbadeklubbernes
Fællesudvalg.
Det er inspirerende at møde bestyrelsesmedlemmer fra andre vinterbadeklubber,
og om ikke andet, så blev vi bekræftet i, at Jomsborg fortsat er den klub, hvor
medlemmerne får mest for kontingentkronerne.
Desværre måtte vi aflyse bestyrelsens studietur i år. Den skulle være gået til klubberne nord for os: Ålborg, Hou, Frederikshavn og Rold Skov.
Faktisk er det efterhånden vanskeligt for mig at arrangere interessante studieture for den nuværende bestyrelse, for der er stort set ikke den klub i Danmark, som vi ikke har besøgt en eller flere gange igennem årene.
Derfor har jeg i budgettet tilladt mig at overføre de midler, som vi altså ikke fik brugt i år, til næste sæson, så det bliver muligt at arrangere en tur ud af landet, sandsynligvis til Sveriges østkyst.
Bestyrelsens arbejde
Ret tidligt i sæsonen valgte Hanne Bisper at stoppe i bestyrelsen og den nyvalgte suppleant Lotte Thorling trådte ind i stedet.
Lotte havde tidligere været med i bestyrelsen, så det voldte ikke de store problemer for hende – eller for os.
Jeg nævnte tidligere de lidt trælse opgaver for bestyrelsen: Advarsler til medlemmer og karantæne for nøglemisbrug.
Tro dog ikke, at disse overskygger arbejdet i bestyrelsen.
Vi har bestemt haft mange andre og mere spændende punkter på dagordenerne for de 8 møder, vi har holdt i år – lad mig berøre et par af dem:
Vi havde en rigtig god dialog med den gruppe af forslagsstillere, der havde budt ind med, hvad Jomsborg skulle udgive som en markering af sit kommende 75-års jubilæum. Det var fire meget forskellige og hver især næsten professionelt gennemarbejdede forslag: En bogudgivelse, et hørespil, en dokumentarfilm og en ny publikation a la den, klubben udgav i forbindelse med 60-års jubilæet. Efter mange overvejelser valgte vi at sætte gang i det sidste forslag, som hvis vi lader publikationen trykke i 5.000 eksemplarer og uddeler dem gratis til medlemmerne vil koste klubben ca. 160.000 kr.
Der var også flertal i bestyrelsen for at lave en dokumentarfilm om det aktuelle liv i Jomsborg, men vi tror, at det sikkert for mange vil være meget følsomt at have en person med et kamera gående i klubben igennem hele næste sæson. Derfor vil vi senere i aften spørge jer, om I synes, at det er en god ide.
Jeg vil dog gerne allerede her give projektet min varmeste anbefaling, for jeg føler virkelig, at instruktør og fotograf Katrine Borre – som har vist os eksempler på, hvad hun tidligere har lavet – vil være den helt rette til at skildre livet i klubben på en tilpas følsom og fortrolig måde, og uden at nogen vil føle sig udleveret.
For sekretæren og jeg, der især har arbejdet med muligheden for at få udvidet Den Permanente, har der været mange spændende møder med Århus Kommune og DGI. Vi har også været involveret i arbejdet med, hvad DGI kalder en idrætsrambla.
Det er jo kommunens plan at skabe en rekreativ forbindelse fra Risskov til Tangkrogen. DGI foreslår så oveni, at der gives plads til en lang række sportsaktiviteter langs denne forbindelse, som udover en være en gang- og cykelsti, også skal være en kanal for småbåde og en løbebane til motionister og skatere. Den Permanente Badeanstalt betragtes i den sammenhæng som det nordligste udgangspunkt for idrætsramblaen.
Jeg er overbevist om, at Den Permanente i de kommende år vil have meget stor bevågenhed ikke alene fra DGI men også fra Århus Kommune, som er ved at få øjnene op for stedets mange muligheder.
For Jomsborg kommer det givetvis til at betyde, at vi ikke i samme omfang som tidligere, kan opfatte Den Permanente som vores egen.
Allerede nu deler vi jo på visse tidspunkter af året stedet med dagplejemødre, beachvolleyklubben og havkajakpoloklubben, men tro mig, om ikke der om få er mange andre grupper, der vil lægge billet ind på at bruge Den Permanente. Vi skal senere her på generalforsamlingen drøfte muligheden for at få lavet et område på Den Permanente, som kan være Jomsborgs eget, og jeg tror, at dette vil være den eneste mulighed for, at vi kan føle os rimeligt ugenerte af de andre aktiviteter på stedet.
Jomsborgs
Lånefond
En af de andre interessante forhold, som bestyrelsen tager sig af, er behandlingen af ansøgningerne til Jomsborgfonden.
På sidste generalforsamling annoncerede vi, at Mols Vinterbaderne og Nordals Vinterbaderne havde opnået støtte i form af billige lån fra Jomsborg Fonden til hver deres saunaprojekt.
Nordals valgte dog at takke nej til lånet, fordi de alligevel ikke kunne overskue at skulle gennemføre projektet.
Men Mols Vinterbaderne fik med hjælpen fra Jomsborg mulighed for at realisere deres planer, og her i foråret kunne de indvi deres nye sauna på havnen i Knebelbro.
I år var der kun én ansøger til Jomsborg Fonden, nemlig Roskilde Vikingelaug, som også her i foråret har indviet deres første sauna. Finansieringen af byggeriet viste sig dog at være vanskeligere end først antaget. På vegne af hele Jomsborg er jeg derfor glad for hermed at kunne fortælle vores venner i Roskilde, at vi har imødekommet deres ansøgning om et lån på 50.000 kr.
En
tak til alle, der har medvirket til at gøre en god sæson bedre
Sluttelig vil jeg – som jeg med glæde gør det ved afslutningen af hver sæson - takke
alle, der har været med til at gøre klubben bedre i år. Mange har været i gang
for klubbens og de andre medlemmers skyld.
Og skulle du nu føle, at det ikke lige var dig, der trak i år, så husk, at du får chancen igen i næste sæson.
Tak for en god sæson. Den slutter fredag den 25. maj.
Ha’ en rigtig god sommer!
I skal vide, at det er cool at være formand for denne herlige lille badeforening!