Vikingeklubben Jomsborg
Vikingeklubben Jomsborg

Renovering af Den Permanente

Seneste nyt fra genopretningsprojektet 27.08.19
Herrebadet/fællessiden:
På den sydligste mole går det stærkt med at få lagt trædækket.
Og de første materialer til kabinerne er ankommet, allerede malede.
Der kommer ny træbeklædning på Tårnsaunaen, hvilket er tiltrængt.
De store maskiners tid er omme på Herrebadet;nu er det primært tømrerarbejde, siden vvs og el.
Damebadet:
På Damebadet er man knap så langt – her mangler stadig noget betonstøbning og lidt stålspuns.
Der skal brydes noget af den inderste mole ned, så vandgennemstrømningen holder
samme bredde som før. ...Indtil videre ser det ud til, at den oprindelige tidsplan holder.
Vi informerer om åbningsdato, så snart vi får besked fra kommunen om,
hvornår projektet er færdigt.
Betonspuns med indstøbte lægter. Ovenpå molen står den 12 gange 3 meter store støbeform.
Fredag d. 21. juni 2019 
Vi nærmer os midsommer, og renoveringen skrider planmæssigt frem. Næsten al stålspunsen er på plad– der mangler kun stykket omkring Hjørnesaunaen.  
På Damebadet har de støbt de første tolv meter betonspuns, hvilket krævede lige omkring ti kubikmeter beton. I betonen er der indstøbt lægter, som skal bruges til at skrue den endelige træbeklædning fast i. Frede, der er en af formændene på projektet, kom med et forsigtigt bud på spørgsmålet om hvor meget beton, der skal bruges i alt. Omkring 1000 kubikmeter, anslår han. Det svarer sådan cirka til, hvad der kan være i to 25 meters svømmebassiner som det i Badeanstalten Spanien. Med top på. Men så kommer der også et solidt betondæk på molerne, foruden den føromtalte spuns.  
Den pælebårne mole på Herrebadet er nu væk. En gravemaskine på en flåde træk de gamle, anløbne pæle op af den lerede undergrund. Det knagede og bragede, og et par kæder sprang i processen, men op kom de, uden at en eneste pæl knækkede. Det bliver spændende at se den nye til efteråret! 
Støbeformen fyldes med 10 kubikmeter beton via et 170 meter langt rør.
Farvel til de gamle pæle.
23. maj 2019
Vi er nu 53 dage inde i den store renovering af Den Permanente, og indtil videre holder planen. Der sættes stålspuns i på begge bade, og folkene er ved godt mod. Der skal svejses omkring 3000 armeringskroge på de op mod 8,5 meter lange spunsjern, hvorefter de vibreres ned i sandbunden med kran. Når de alle er på plads, skal der støbes et tykt lag beton udenpå, og der skal også støbes et betondæk ovenpå molerne – alt sammen noget, vi ikke kommer til at kunne se, da det hele skal beklædes med træ. Det bliver flot, men der er lang vej endnu.
Én af de flittige arbejdsmænd burde have horn på hjelmen – han er nemlig Jomsborgviking! Kristian var en af de første til at gå i land på stranden i starten af april, så han er gået lige fra at svede i saunaen til at svede i sikkerhedstøjet. Og som han siger, så er det den fedeste arbejdsplads. ”Der er sådan en god ro. Det larmer godt nok, men der er ikke et rend af alle mulige andre håndværkere.”
Faktisk skiftede Kristian fra et firma på Sjælland til MT Højgaard for at være med her. Han startede på projektet med den nye færgeterminal i Aarhus Havn, men da genopretningen af Den Permanente startede op, fik han lov at komme med her.
Det med ro er noget Kristian sætter pris på; stillesaunaen er hans favoritsauna.
12. april 2019
Så er de første to arbejdsuger gået på byggepladsen Den Permanente. Det er dejligt at se, at de gode folk fra MT Højgaard knokler på. Og i takt med at kabiner og brædder bliver revet ned, bliver det tydeligt at se, hvorfor en renovering er nødvendig: den gamle spuns kan simpelthen pilles fra hinanden med hænderne.
Nu har de snart fjernet al træværk fra Damebadet, og som en af gutterne sagde: ”Nu har vi styr på, hvordan dét skal gøres, så går vi snart i gang med den anden side!”
Jo, de kan deres kram – vores lille hjørne af paradis er i kompetente hænder.
4. april 2019
Så blev det april, og sæsonen blev alt for kort. Men det betyder ikke, at Den Permanente ligger øde hen: De friske fyre fra MT Højgaard er allerede i fuld gang med store genopretningsprojekt, som Aarhus Kommune har bestilt.
Så nu står den på nedbrydning på Dame- og Herrebadet - og minsandten om de ikke har anlagt en midlertidig kaj ud fra stranden. Den kan deres store skrummel af en pram lægge til ved, så de kan få materialer, skurvogne og voldsomme maskiner ind på byggepladsen, der for kun få dage siden var vores fredelige oase. Det er en fryd at se, hvor energisk de går til opgaven, og den friske vind fra øst synes ikke at genere de gæve gutter det mindste. Det lader til, at de ved, hvad de laver, og fortsætter det i samme spor, kan vi glæde os til at hoppe i baljen igen til oktober - i nye, flotte og solide rammer.
 
Vikingeklubben Jomsborg |Den Permanente Badeanstalt: | jomsborg@vinterbadning.dk | Telefon 20 25 00 60